Den 31. maj i år blev det besluttet at indføre en 3-årig prøveperiode der sænker den nuværende kørekortalder fra 18 til 17 år. Da det blev besluttet blev der ikke sat nogen dato på, men det blev der for nylig i november måned.
Fra d. 1. januar 2017 kan alle danske 17-årige begynde at tage kørekort. Faktisk kan vi opleve at unge helt ned til 16 år begynder at sætte sig bag rattet hos kørelærere landet over, da reglerne tillader dem at starte kørekortforløbet 3 måneder før de fylder 17 – præcis et år tidligere end det er tilladt i dag.
Ordningen er sat til at køre i 3 år, hvorefter det vil blive besluttet om den skal gøres permanent eller om vi skal hæve alderen til 18 år igen.
Den nye ordning er sat i værk for at sænke antallet af ulykker som nye unge bilister er involveret i. Det vurderes af Rådet for Sikker Trafik at unge bilister har 5-6 gange større risiko for at være involveret i en ulykke, end mere erfarne bilister. Lektor i Trafikforskningsgruppen, Harry Lahrmann, vurderer i avisen Berlingske at denne risiko er endnu større og fortæller, at nye bilister er op til 10 gange så udsatte i løbet af deres første 2 år med kørekort. Ordningen er kraftig inspireret af lignende succesfulde tiltag i både Tyskland og Holland, hvor det er lykkedes at nedsætte antallet af ulykker blandt unge med omkring 20-25%.
Men der bliver ikke bare givet los for 17-årige til at køre bil. Selvom de har bestået køreprøven og har et gyldigt kørekort, så er det stadig et krav at de ledsages af en voksen person der selv har kørekort. Denne person har ansvaret for at vejlede den 17-årige og til nøds tage over hvis den unge føler sig usikker ved at køre.
Derfor stilles der også en række krav man skal leve op til før man kan være ledsager for en 17-årig bilist.
Krav til ledsagere
Som ledersager kræves det at:
- Du er fyldt 30 år.
- Du selv har et gyldigt kørekort og mindst 10 års erfaring med at køre. Du skal have dit kørekort på dig når du er ledsager.
- Du ikke har fået frakendt dit kørekort hverken betinget eller ubetinget i løbet af de sidste 10 år.
- Du er i en tilstand hvor du forsvarligt kan overtage kørslen. Det vil sige at du ikke må have en promille på mere end 0,5, være påvirket af ulovlige stoffer eller være så træt eller syg at du ikke forsvarligt kan føre en bil.
Når du ledsager en 17-årig skal du desuden sidde på det forreste passagersæde, så du har ordentlige forhold til at rådgive om kørslen.
Det er den 17-årige der har ansvaret for at gøre sin ledsager opmærksom på disse krav, og det skal kunne dokumenteres at vedkommende er blevet gjort opmærksom på kravene. Til det formål har Færdselstyrelsen oprettet en særlig ledsagerblanket, som skal udfyldes og underskrives af både den 17-årige, samt ledsager. Du finder blanketten her. Hvis den 17-årige ønsker at bruge forskellige ledsagere skal der udfyldes og underskrives en blanket for hver.
I forhold til forsikring og ansvar er det den 17-årige bilist der har det juridiske ansvar for kørslen. Det er således den unges ansvar at sørge for at børn under 15 år i bilen er spændt ordentlig fast, ligesom det også er dem der hæfter for eventuelle lovovertrædelser. Det er dog værd at nævne at hvis ledsageren opmuntrer eller opfordrer den 17-årige bilist til at begå lovovertrædelser eller køre uforsvarligt, såsom at køre for stærkt, kan ledsageren blive sigtet for medvirken.
Skulle bilen forvolde skade med den 17-årige bag rattet, er det bilens lovpligtige forsikring der dækker.
Læs mere om kravene og reglerne for kørekort til 17-årige.
Ikke alle klapper i hænderne
Selvom 17-årige landet over nok glæder sig over at måtte gå i gang med deres kørekort et år tidligere, så er det ikke alle der tager lige positivt imod initiativet.
”Vi tror mere på, at vi skal blive bedre til at holdningsbearbejde de unge, så de får en mere trafiksikker adfærd” udtaler formand for Dansk Kørerlærer-Union, René Arnt, til TV2 og efterlyser i stedet flere undervisningstimer i kørekortsundervisningen, som et værn mod det høje antal af ulykker.
Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfelt, hæfter sig overfor TV2 ved at den nye ordning vil betyde at politiet skal afsætte flere resurser til at tjekke både de nye yngre bilister samt deres ledsagere.
Tips til at køre med/som ledsager
Formålet med denne nye ordning er at give de nye bilister ekstra erfaring inden de får lov at køre på egen hånd. Det er derfor vigtigt at den 17-årige og ledsageren kender hinanden godt og kan kommunikere klart med hinanden, også hvis situationen bliver stresset.
Det kan være en rigtig god idé på forhånd at have nogle aftaler på plads. Kørekortportal Trafiklektioner.dk har følgende råd:
- Hav en klar aftale om hvordan i skal forholde jer hvis der opstår en uventet eller farlig situation, eller hvis den 17-årige føler sig utryg ved at køre. Det kan være en fordel at planlægge turene på forhånd sådan at I begge er klar over hvor i skal hen og hvilken type kørsel i kommer ud for.
- Tal om hvilke svage og stærke sider den 17-årige har i forhold til at køre bil. Er der nogle særlige områder der skal øves?
- Sørg for at begge opfylder alle krav, sådan at I kører lovligt. Husk at det rent juridisk er den 17-åriges ansvar at ledsageren er bekendt med kravene for ledsagere.
- Aftal hvor ofte i kører, sådan at den 17-årige får den fornødne erfaring.
Skriv et svar